Stensballegaard Golf har siden sidst indgået endelig aftale med entreprenørselskabet DanJord, der således bliver ansvarlig for alt jordarbejdet.
Der er ligeledes indgået aftale med firmaet Dansand om levering af ca. 25.000 tons vækstlag til greens og tees.
M.h.t. vandingsanlæg forventer Stensballegaard Golf, at indgå endelig aftale med DanRegn senest umiddelbart efter Påske.
Horsens museum har siden 12. marts gravet de såkaldte søgerender. Der er fundet spor fra ’gamle dage’ mange steder. De skal alle undersøges nærmere. Desværre for os, er der også et enkelt sted fundet tydelige spor fra Sarup-perioden (ca. 3000 år før Kristus). Dette område skal decideret udgraves, med mindre banearkitekten kan finde en anden vej udenom, vel at mærke uden at forringe banen. Heldigvis er planen, først at anlægge bane der i 2008, så det skulle ikke få nogen konsekvenser udover de økonomiske. Ifølge loven skal alt hvad museet foretager sig betales af Stensballegaard Golf.
Planen for 2007 er som minimum at anlægge par-3 banen, driving range og 9 huller. Det tilstræbes at nå yderligere 9 huller, men anlæggelsen afhænger selvfølgelig af vejret. Samtlige huller som bliver anlagt i 2007 vil være spilklar i sommeren 2008.
DanJord går den 2. april så småt i gang med at rømme muld af, lave veje og grave søer. Umiddelbart efter Påske starter så den store anlægsfase.
I løbet af anlægsfasen vil de kommende medlemmer af Stensballegaard Golfklub naturligvis få mulighed for at komme ud på arealet og se hvordan anlæggelsen skrider frem. Invitation hertil vil blive sendt pr. e-mail, samt fremgå nærmere her af hjemmesiden.
M.h.t. klubhus har Kgl. Bygningsinspektør Niels Vium fra arkitektfirmaet Kjaer & Richter udarbejdet et meget spændende foreløbigt forslag til klubhus. Et klubhus der er tilpasset de specielle kulturhistoriske omgivelser. Det glæder vi os meget til at informere nærmere om.
Stensballegaard Golf er sammen med advokat og revisor ved at udarbejde prospektet, som skal godkendes af Finanstilsynet. Dette forventes godkendt i begyndelsen af sommeren 2007, hvorefter det vil blive tilsendt alle, som har forhåndsreserveret en aktie i Stensballegaard Golf. Herefter kan så også Stensballegaard Golfklub stiftes.