9. juli skrev vi: ”Intet vokser jo som bekendt ind i himlen, det gjorde det gode vejr heller ikke”. Det har det stadigvæk ikke gjort.
Status i dag er således, at selvom alt det grove jordarbejde stort set er færdigt på alle 27 huller og par 3 banen, så har vi den sidste måned kun fået sået 5 huller pga. de urimeligt store nedbørsmængder.
Par-3 banen og 5. hul som vi mangler på de første 9 huller bliver derfor med stor sandsynlighed først sået til foråret.
Vores håb og tidligere forventning om at åbne hele 18 huller til sommer 2008 er så desværre tilbage til den helt oprindelige plan, nemlig 9 huller, par 3 banen og driving range.
Prospektet om offentligt udbud af aktier i Stensballegaard Golf A/S har vi fået tilbage fra finanstilsynet med ønske om nogle rettelser og præciseringer. Vi forventer det er klar til trykning inden for en uge.
Mht. klubhus har vi fået tilbud fra 3 hovedentreprenører. Vi er pt. ude i en ny runde med de samme 3 firmaer, hvor vi skal have prissat en hel del ændringer. Når vi har fået disse, skal vi have bestemt hvilket firma, der skal bygge det kommende klubhus. Vi forventer at opgaven løses i form af en partnerringaftale.
Vi forventer sidst i oktober at holde nogle åbent-hus dage, hvor vores kommende medlemmer kan komme og høre sidste nyt og ved selvsyn se, at det der er sået også er dejligt grønt.
Invitation hertil vil blive sendt pr. mail.