Deutsch English

Banenyt

18.05.10

Foråret har været længe undervejs, men ser nu endelig ud til at komme. Der loves langt om længe varmegrader i nærheden af 20 grader de kommende dage.

Vores arbejde med klargøring af de nye huller går fremad, dog trænger græsset til lidt varme for at væksten kan blive bedre og kraftigere. Vi er kommet rigtig godt igennem den hårde vinter med meget begrænsede skader. Der er der stadig enkelte områder hvor der er bar jord, og her arbejder vi videre med at udbedre og forbedre skaderne.

Åbning af Guldbjerg
Første skridt mod den endelige baneåbning sker på torsdag den 20. maj når vi åbner de 2 sidste huller på Guldbjerg sløjfen og samtidig lukker de hidtidige G1 og G2, som bliver B1 og B9 fra den 29. maj.

Afstandsmærker
Der er nu ved at blive opsat afstandspæle ved 100 meter til forkant green. Pælene står i overgangen mellem fairway og semi rough, således at der nu er pæle med gul top ved 150 meter og rød top ved 100 meter.

Vores nye baneguide er i trykken. Indtil den er klar, vil der være et oversigtskort på bænkene ved tee stederne.

Nedslagsmærker på greens
Når man læser hvad andre klubbers greenkeepere skriver på deres hjemmesider, er et tema der bruges meget tid på, opretning af nedslagsmærker. Når vi klipper greens tidligt om morgnen og solen er ved at stå op, træder skyggerne af ujævnhederne frem. Det er ligesom om der er enkelte, der ikke når at få deres nedslagsmærke rettet. Forklaringen kan være, at det er svært at se midt på dagen, men så er der sikket et andet, der trænger til opretning. Vi beder jer derfor om at hjælpe os med at passe på vores bane. Det gælder kun om at tænke lidt på der kommer nogen efter jer, der også forventer og ønsker jævn overflade. Venligst også tænk over, at flaget lægges på green og ikke droppes/ tabes. Det kan lave nogle virkelig store mærker, som ikke lige er til at rette.

Stier mellem green og næste tee
Vores bane ville ikke være ret meget uden vores høje rough. Derfor er der klippet stier/veje fra green til tee. Hvis vi hjælper hinanden med at anvende disse, bevarer vi roughen oprejst og vi vil gennem sommeren kunne følge græssets vækststadier fra spire til svajende aks.

Undgå også at køre med trolley og golfbil i den høje rough.

Vi ser frem til en sæson med mange udfordringer og en masse godt golfspil – god sommer

Tidsbestilling