Deutsch English

Orientering fra greenkeeperne

07.08.10

Det er fortsat sommer i Danmark, og vi har haft en lang periode med meget varme og her på det sidste også noget nedbør, som har været rigtig godt for græsset. 

I denne info vil vi informere lidt om det arbejde vi udfører på banen. 

Plejeplanen for golfanlægget er en løbende proces, som udvikler sig over de næste mange år. Banen er stadig ny og hvor græsset ikke er tæt, er der grobund for fremmed vegetation.

Vores mål i år er at reducere ukrudtstrykket ved bekæmpelse mekanisk og ved brug af midler som reducerer udbredelsen af ukrudtet. Ved mekanisk bekæmpelse gør vi stor skade på det etablerede græs, derfor begrænser vi det til arealer hvor ukrudtet har overtaget over græsset.

På fairway og klippet rough anvender vi ukrudtsmidler ved selektiv bekæmpelse, hvilket er en stor opgave. Der kræves det rette vejr og den rette temperatur, samt arbejdsplanens tilrettelæggelse med klipninger osv..

Hensynet til lovgivningen omkring anvendelsen af kemi på græsarealer der anvendes til fritidsaktivitet gør, at vi kun selektivt sprøjter ukrudt i stedet for hele arealet.

Målet med den høje rough er, at den skal danne en ramme om de klippede arealer, være bevægelig i vinden og selvfølgelig også være til at finde sin bold i.

Dette er et mål man ikke lige kan nå fra den ene dag til den anden, på grund de tilbageværende nærigstoffer fra landbrugsdriften og fordi jorden ved ny såning blev bearbejdet, for at græsset kunne etablere sig. Ved denne proces får man arbejdet en del af jordens frøbank op i de øverste muldlag, og ukrudt etablerer sig hurtigere end græs og får derved bedre rodfæste. Først når græsset er etableret og gror sammen svækkes ukrudtets evne til at etablere sig.

Vores bane tilstræber at overholde retningslinjer for bæredygtig golf. Det er en stor udfordring, ikke mindst på sigt, hvor vi frygter totalt sprøjteforbud.

Tiden med golfanlæg, total fri for ukrudt bliver historie. Derfor arbejder vi på at få græstæppet til at være sammenhængende, så ukrudtet få svært ved at etablere sig.

Vi har på nuværende tidspunkt opfyldt flere krav til bæredygtig golf. Det vand vi anvender er samlet på vores arealer, hvor det via rør og kanaler transporteres ned til søen ved E3, hvor vi har vores pumpestation.

Forbruget af vand svinger alt efter hvordan vejret er, og medfører til tider stort forbrug, som kan ses ved, at vandstanden i søen sænkes. Sidste år flyttede vi vand fra søerne ved klubhuset for at kunne holde græsset på greens og tees levende gennem sommeren.

Vandet der er i søen eller vådområdet ved G3 er kun indsamlet fra arealerne helt tæt på. Når vi har haft tørvejr i længere perioder fordamper vandet og kun vådområdet er tilbage. Vandet i søen ved G9 kommer fra en naturlig kilde ved Par 3 banen og det gælder også for den, at når vi har haft tørvejr i længere tid udtørrer denne og vandet forsvinder.

Udfordringen med at reducere CO2 bliver et af de fremtidige fokus områder. Vores indgangsvinkel er, at vi tilstræber at anvende de resurser vi har til rådighed mest optimalt. Et eksempel er vores overlap på klipning af fairways. Vi er nu nede på 2,5 cm, ved hjælp ved et avanceret GPS system. Dette betyder, at vi har reduceret lænden af kørte kilometer på en omgang fairwayklipning med ca. 20 kilometer !

Til sidst et stort ønske:

Husk at bruge pitch fork på greens og kør aldrig med trolleys på for greens.

På forhånd tak.

Gunnar Eskesen

Tidsbestilling